Jeg er åbenlyst passioneret omkring krop, kost, yoga og åndedræt - og helbredelse ad naturlige veje.

Mit navn er Helle Liane, jeg er født i 1963 og har baggrund i Fysisk Teater, en Holistisk Bodymind grunduddannelse og en professionsbachelor i Psykomotorik og afspændings-pædagogik. Kendetegnet ved dem er, at de er procesorienterede. 

Siden 1997 har jeg undervist i forskellige former for bevægelse og afspænding - i vand og på land. Og jeg føler mig så privilligeret over, at det er min levevej.

Udover undervisningen har jeg egen praksis i Valby. Jeg giver psykomotoriske behandlinger - også kendt som afspænding - ayurvedisk yogamassage med olie + urter og organmassage, som er en dyb massage af maven og de indre organer. 

Intentionen med mit virke er at fremme sundhed og ressourcer ud fra princippet hjælp-til-selvhjælp. 

 

2022 er året, hvor jeg for alvor forelskede mig - i Kundalini-yogaen! Det skyldes alt det som denne yogaform har gjort for mig og mit liv.

Har du nogensinde kigget dig selv i spejlet og tænkt: "Er jeg virkelig nødt til at acceptere, at det her er alt, hvad der er til mig i dette liv...?"

Jeg vil dele den hemmelighed, der gør mig i stand til at være energisk og i den bedste form nogensinde - i en alder af 59 år. 

Men inden jeg gør det, så lad mig fortælle dig om vejen hertil. 

Kort fortalt: 

Jeg har haft lymfekræft to gange i mit liv med 17 års mellemrum - begge gange fik jeg kemoterapi med alt, hvad det medfører af bivirkninger. Jeg kom i tidlig overgangsalder, fik tørre slimhinder som ind i h...... jeg var træt langt ind i knoglerne, blev mere indadvendt og mindre social. Jeg havde ikke særlig meget overskud og var nødt til at hvile mig, når jeg havde været på arbejde eller ude. 

Så kom Coronaen og nedlukningen, hvilket ærligt talt passede mig fint, fordi jeg var så træt, tung og uoplagt. Udover den økonomiske usikkerhed det førte med sig, gav det mig mulighed for at rydde kalenderen og få hvilet igennem. Der var dog en hage - jeg var buttet i forvejen og tog yderligere 10 kg på.

I foråret 2022 gik jeg i gang med et 7 dages Kundalini-yoga forløb. Jeg har mange gange forsøgt at finde frem til en daglig praksis, men det er altid ebbet ud før eller siden.

Det her forløb var enkelt, gjorde mig glad og tog kun omkring 20 min. En meditation kunne laves på 3 min., så der var ligesom ingen undskyldning for ikke at få det gjort, om det så var det sidste jeg gjorde inden jeg gik i seng. Forløbet gjorde mig dybt glad, gav mere overskud og efter den første uge besluttede jeg at fortsætte i yderligere en måned.

Jeg oplevede mig selv mere udadvendt og selvsikker og jeg begyndte at tage initiativer af social karakter. Min søster og veninder sagde de kunne mærke det gjorde mig godt, at jeg virkede gladere og opfordrede mig til at fortsætte 😀

Nu over et 1/2 år senere praktiserer jeg stadig hver dag og det falder mig stadig let. Om morgenen vågner jeg glad og tidligt, sætter mig op i sengen og mediterer i 5 min. og springer så bogstaveligt talt ud af sengen. Tager et kort koldt brusebad, nogen dage nøjes jeg med koldt vand i hovedet, inden jeg går på måtten og laver mit yogaprogram. Så drikker jeg en stor kop varmt vand - mit indre brusebad - mens jeg står i haven med fødderne begravet i græsset og ser solen stå op - og så er det tid til morgenmad og til at tage fat på dagen.

Jeg har fået overskud og mærker en dybtfølt glæde. Mit behov for søvn er blevet mindre, jeg ser ikke længere TV, men bruger i stedet tiden på at dygtiggøre mig indenfor mit fag. Jeg læser, skriver, lytter, roder i haven, er praktisk i og omkring huset og går ture hver dag. Jeg kokkererer og spiser sundere - ja, nærer mig selv på alle planer - OG fra omkring april til oktober er der røget 11 kg. af vægten - uden at have været på kur! 

Den 1. november gik jeg i gang med Essens Yoga Uddannelsen, som er en Kundalinilærer udd.

Og du kan godt glæde dig, for jeg ser frem til at gå dybt og til at dele det jeg finder med dig - for det kan virkelig noget helt særligt!

Og jeg vil gerne røbe at jeg har noget spændende i støbeskeen, som du meget snart kommer til at høre meget mere om.

 

2020 - 22 - Kostpilot - et 15 modulers forløb gennem Kostakademiet. 

2019 - Efteruddannelse i Restorativ yoga ved Sussie Jensen og tilbyder nu 1:1 forløb, som kan kombineres med ayurvedisk kost- og livsstilsvejledning.

2017 - 19 - Ayurvedisk kok og kostvejleder ved Nicolay Zederlinn, Flowfood.

I 2013 - 14 - Vibrantly Alive yogalærer ved Siddhamo Michael Johnsson. 400 timer.

2007 - STOTT Pilates® Instruktør hos Natural Balance Pilates Instituttet.

Jeg har en bred faglig viden og erfaring indenfor bl.a.

  • Vandgymnastik – underviser i varmtvandsbassin og har undervist instruktører i DGI 
  • Motion og afspænding i små som store grupper bl.a. hos FOF og for tidligere stofmisbrugere hos Cenaps 
  • Funktionel træning og afspænding med fokus på skuldre, ryg og nakke - bl.a. ansatte i Københavns Kommune
  • Hensyntagende bevægelse og afspænding af bl.a. Parkinson- og Fibromyalgiramte
  • Pilates, yoga, MBL, Zumba og Callanetics
  • I form efter fødslen  
  • Stolegymnastik - bl.a. for Apopleksi- og Demensramte
  • Personlig træner for bl.a. en hypermobil far og søn
  • Personlig træning og afspændingsbehandling af en Alzheimerramt kvinde på et plejecenter
  • Personlig træner og behandler for en mand på 102 år, bosiddende i eget hjem, som jeg kom hos 2 gange ugenligt i hans tre sidste leveår.

Derudover giver jeg psykomotoriske afspændingsbehandlinger, organmassage og ayurvedisk yogamassage, holder foredrag og afvikler workshops i Motion i naturen, Motion på kontoret, Mindfulness, Ayurveda, Stresshåndtering, De fem Tibetanere, Bækkenbundstræning, Den hensigtsmæssige holdning m.m.

De bedste hilsner

Helle Liane Jensen